Litterær oversættelse – romaner, digte og børnebøger på et nyt sprog

Litterær oversættelse er oversættelse af skønlitteratur, lyrik, drama og børnebøger. Det afgørende er ikke kun, hvad teksten siger, men hvordan den lyder og virker: stemmen, rytmen, tonen og de billeder, der gør en tekst til litteratur. Oversætteren skal derfor tage stilling til, hvor tæt oversættelsen skal følge originalen, og hvor meget der må omskrives, for at en læser på målsproget kan få en oplevelse, der ligner originalens.

Hvad kendetegner litterær oversættelse?

	Fagtekst	Litterær tekst
Hovedhensyn	Præcision og entydighed	Oplevelse, stil og stemme
Flertydighed	Undgås normalt	Kan være bevidst og skal ofte bevares
Ordvalg	Faste termer	Forfatterens egne billeder og ord
Læserens mål	At bruge teksten til noget	At læse for læsningens skyld

Oversættelse af fagtekster har sine egne krav, og de beskrives under fagtekster. I litteraturen er der ikke ét rigtigt svar, men mange mulige oversættelser, som hver rammer nogle sider af originalen og taber andre.

Stil, stemme og rytme

Hver forfatter har en stemme, som består af sætningsbygning, ordvalg, register og tegnsætning. Ændrer oversætteren stemmen, ændrer værket karakter. En forfatter, der skriver korte, tørre sætninger, skal ikke ende som en forfatter med lange, pyntede perioder, blot fordi målsproget lægger op til det.

Rytme er særligt tydelig i lyrik. I klassisk kinesisk digtning svarer hvert tegn til én stavelse, og linjer på fem tegn får en rytme, som er svær at efterligne i vestlige sprog. Efterligninger bliver let stive og distraherende (Literary translation på Wikipedia). Eksemplet viser, at form og indhold hænger sammen, og at oversætteren ofte må opgive noget af det ene for at redde noget af det andet.

Dialekt, slang og talesprog volder et lignende problem. En dialekt i originalen kan ikke uden videre flyttes til en dansk dialekt uden at ændre stedet, personen og tonen. Oversætteren leder i stedet efter et register på målsproget, der antyder det samme, uden at lyde falsk.

Ordspil, opfundne ord og rim

Ordspil bygger på, at et ord har flere betydninger, eller at to ord ligner hinanden i lyd. Det forhold findes sjældent i samme form på målsproget. Oversætteren kan erstatte ordspillet med et andet, forklare det eller give afkald på det og forsøge at hente tabet ind et andet sted i teksten.

Opfundne ord er en særlig udfordring. Digtet Jabberwocky af Lewis Carroll udkom i 1871 i Through the Looking-Glass og er oversat til mange sprog. Det bevarer engelsk sætningsbygning, men mange af nøgleordene er opfundet. Oversættere finder typisk på nye ord, der ligner Carrolls i lyd eller stavning og passer til målsprogets grammatik. Det engelske slithy minder om både slimy og lithe, så oversætteren leder efter et nyt ord, der antyder en lignende betydning (Jabberwocky på Wikipedia). I romanen forklarer en af figurerne nogle af ordene, og det gør opgaven anderledes end at oversætte digtet alene.

Rim stiller oversætteren over for tre valg:

• bevare rimet og ændre ordlyden
• bevare ordlyden og opgive rimet
• skrive en ny passage, der får samme virkning

Vers regnes ofte for en opgave i sig selv. Da Peter Plys udkom på dansk, var de små vers i bøgerne oversat af en anden end den, der oversatte prosaen.

Kulturelle referencer og navne

Litteratur er fuld af henvisninger til mad, steder, institutioner, sange og kendte personer. Hvad læseren i originalens land tager for givet, kan være ukendt på målsproget. Oversætteren har typisk tre muligheder:

1. beholde referencen og lade læseren klare den
2. tilføje en kort forklaring i teksten eller i en note, et såkaldt gloss, som bruges, når et begreb ikke har noget tilsvarende på målsproget
3. erstatte referencen med noget, målkulturen kender

Valget hænger sammen med, om teksten skal tilpasses læseren eller bevare sin fremmedhed. Den diskussion hører til under oversættelsesteori.

Navne følger samme logik. Mange navne er almindelige personnavne, men i børnelitteraturen er de ofte talende. I de danske udgaver af Winnie-the-Pooh fra 1930 og 1931 hedder bogen Peter Plys, grisen hedder Grisling, og drengen Christopher Robin kaldes Jakob (Peter Plys på Wikipedia). Praksis varierer med genre, målgruppe og tid, og både at bevare og at oversætte et navn kan forsvares.

Børnebøger

Børnebøger oversættes efter de samme principper, men med nogle ekstra hensyn:

• Bøgerne læses højt, så lyd, rytme og gentagelser betyder meget.
• Tekst og illustrationer hænger sammen. Oversættelsen må ikke modsige billederne, og pladsen på siden sætter en grænse for tekstens længde.
• Ordforråd og sætningslængde skal passe til målgruppens alder.
• Teksten har ofte to læsere, barnet og den voksne, der læser op.

Oversætteren i bogen

I trykte bøger nævnes oversætteren normalt på titelbladet eller i kolofonen. Den danske udgave af Peter Plys udkom i 1930 i oversættelse ved Else Heise, og de små vers var oversat af Tom Kristensen. Eksemplet viser, at flere oversættere kan stå bag den samme bog.

Arbejdsgang og hjælpemidler

Arbejdet begynder ofte med, at hele værket læses, før der skrives en linje. Derefter følger et udkast, som revideres og sammenlignes med originalen, ofte flere gange. Det kan hjælpe at læse udkastet højt for at høre rytme og tone. Etsprogede ordbøger bruges til nuancer, og tosprogede ordbøger og tekstsamlinger til at se, hvordan et udtryk bruges. De er beskrevet under oversætterens hjælpemidler, og forløbet fra første læsning til færdig tekst gennemgås på siden om oversætterens arbejde.