Oversættelsesteori – ækvivalens, skopos og hvad en god oversættelse er

Oversættelsesteori er studiet af at overføre en tekst fra ét sprog til et andet, og den kredser om ét spørgsmål: Hvad skal en oversættelse være tro mod? Svarene er ordene, meningen, virkningen eller formålet, og hvert svar har givet sit eget begreb. Teorien giver ikke en opskrift, men et sprog til at forklare, hvorfor to oversættere kan vælge forskelligt og begge have gode grunde. Det praktiske arbejde er beskrevet under oversætterens arbejde.

Ækvivalens: formel og dynamisk

Ækvivalens betyder, at målteksten svarer til kildeteksten. Spørgsmålet er, i hvilken henseende. Eugene Nida, der arbejdede med bibeloversættelse, skelnede mellem to yderpunkter:

• Formel ækvivalens holder sig tæt til kildetekstens ord og grammatik.
• Dynamisk ækvivalens sigter mod, at målgruppen reagerer på teksten, som originalens læsere gjorde. Den foretrækker derfor en gengivelse, der lyder naturlig på målsproget.

Nida mente senere, at udtrykket „dynamisk ækvivalens“ var blevet misforstået, og foretrak betegnelsen funktionel ækvivalens.

	Formel ækvivalens	Dynamisk ækvivalens
Fokus	Kildens ord og grammatik	Virkningen på læseren
Styrke	Gør kildens opbygning synlig	Lyder naturligt på målsproget
Risiko	Stift eller fremmedartet sprog	Kildens form og nuancer kan gå tabt

Et eksempel er det engelske it’s raining cats and dogs. En formel gengivelse ville være „det regner katte og hunde“, som er forståelig, men ikke et dansk udtryk. En dynamisk gengivelse er „det øser ned“, som kan bruges om det samme vejr i en dansk tekst. Hvilken der er bedst, afhænger af teksten. I en sprogbog om engelske idiomer er den formelle måske den rigtige.

Se Wikipedias artikel om dynamisk og formel ækvivalens for begrebets baggrund.

Skopos: formålet styrer valget

Ordet skopos er græsk for formål. Teorien kom første gang frem i en artikel af Hans Vermeer i tidsskriftet Lebende Sprachen i 1978. Dens kerne er, at oversættelsens formål afgør strategien, mere end kildeteksten gør. I 1984 udgav Katharina Reiß og Hans J. Vermeer værket Grundlegung einer allgemeinen Translationstheorie, som kombinerede Vermeers skopos-teori med Reiß’ funktionelle model for tekster.

I praksis betyder det, at samme kildetekst kan give to forskellige gode oversættelser. En virksomheds intern rapport, der kun skal forstås, kan oversættes anderledes end den samme rapport, når den skal udgives. Derfor spørger oversætteren til formål og målgruppe, før arbejdet går i gang. En god opgavebeskrivelse er skopos-teorien i brugsform.

Teorien rejser også et spørgsmål: Må oversættelsen afvige fra kilden for at opfylde formålet? Ifølge skopos-teorien kan formålet berettige afvigelser, og hvor langt man kan gå, afhænger af aftalen med den, der skal bruge teksten. Ved fagtekster som kontrakter og ved bekræftede dokumenter sætter modtagerens krav grænser.

Se Wikipedias artikel om skopos-teori.

Domesticering og fremmedgørelse

Friedrich Schleiermacher holdt i 1813 foredraget „Ueber die verschiedenen Methoden des Uebersezens“. Her skelnede han mellem to veje: Enten lader oversætteren forfatteren være i fred og flytter læseren hen mod ham, eller også lader han læseren være i fred og flytter forfatteren hen mod læseren. Selv foretrak Schleiermacher den første vej, så tekstens fremmedhed bevares.

Lawrence Venuti overførte tanken til nutidens oversættelsesteori i bogen The Translator’s Invisibility fra 1995 og gav den navnene:

• Domesticering tilpasser teksten til målkulturen, så den læses som noget hjemligt. Det kan koste information fra kilden.
• Fremmedgørelse bevarer træk fra kildeteksten og afviger bevidst fra målsprogets konventioner.

Venuti betragtede valget som et ideologisk, ikke blot et teknisk. Et eksempel er en britisk roman, der nævner en Christmas pudding. En domesticerende oversætter kan erstatte den med en dansk juleret som risalamande, mens en fremmedgørende oversætter beholder den engelske ret og lader læseren undre sig. Begge valg er forsvarlige. Forskellen er, hvem teksten bevæger sig hen imod. Valget optræder ofte i litterær oversættelse, hvor navne, retter og kulturelle referencer skal gengives.

Se Wikipedias artikel om domesticering og fremmedgørelse.

Jakobsons tre typer

Roman Jakobsons essay „On Linguistic Aspects of Translation“ fra 1959 skelner mellem tre former for oversættelse:

1. Intralingual oversættelse sker inden for samme sprog, fx når en tekst skrives om til lettere dansk.
2. Interlingual oversættelse sker mellem to sprog og er det, de fleste tænker på, når de hører ordet.
3. Intersemiotisk oversættelse går på tværs af tegnsystemer, fx når en roman bliver til en film.

Skellet minder om, at oversættelse ikke kun handler om ord. Undertekster og tolkning flytter også indhold mellem former.

Hvad kan „en god oversættelse“ betyde?

Teorierne peger på, at „god“ ikke er én egenskab. I praksis vejes flere kriterier mod hinanden, og vægten afhænger af tekstens formål:

• Indholdet er korrekt og komplet. Intet er udeladt eller føjet til uden grund. Det vejer tungt i kontrakter og tekniske tekster.
• Sproget er naturligt. Teksten læses som skrevet på målsproget og ikke som en oversættelse.
• Terminologien er konsekvent. Samme begreb har samme betegnelse hele vejen.
• Stil og tone passer. Tiltaleform, register og rytme svarer til genren.
• Teksten virker efter hensigten. En brugsanvisning skal kunne følges, en reklame skal kunne mærkes, et digt skal have form.
• Konventionerne er tilpasset. Datoformater, tal og enheder følger målsprogets skik, se lokalisering.

Vægten forskydes fra tekst til tekst. En kontrakt vurderes ud fra præcision, et digt ud fra form og klang, og en undertekst ud fra, om den kan læses i tide. Kriterierne kan sjældent afgøres helt mekanisk, og derfor er revision og samtale mellem oversætter og opgavestiller en fast del af faget.